Karsten Høegh Brønnum
Bogens hovedforfatter er barnebarn af pioner og lægemissionær Niels Høegh Brønnum
Karsten Høegh Brønnum (f. 1949) er barnebarn af hovedpersonen i BANEBRYDER, pioneren og lægemissionæren Niels Høegh Brønnum. Han er uddannet journalist i 1972 efter elevtid på to jyske provinsaviser.
Efter endt uddannelse vendte han tilbage til sin fødeby København, og arbejdede som journalist, først som reporter pg redaktionschef på det dengang nyskabende og kontroversielle, men med nutidens øjne meget pæne, ugemagasin Ugens Rapport.
Karsten Høegh Brønnum var også på dagbladene B.T. og Ekstrabladet, blandt andet som politisk reporter, hvor han havde sin daglige gang på Christiansborg, men også som nyheds-natredaktør.
Hans ægteskab førte ham til Bornholm, hvor han som souschef var med til at starte Danmarks første privatejede TV-station. Han slog senere sine folder som studievært på Danmarks Radios afdeling i Rønne.
Han forlod journalistik for at blive konsulent med rådgivning om kommunikation og organisations- og produktudvikling inden for servicesektoren og udvikling af IT-løsninger.
Karsten Høegh Brønnum bor sammen med sin hustru, som han blev gift med i 1983, på en nedlagt landejendom syd for Aarhus, hvor han deler sin tid mellem fire børn, en voksende skare af børnebørn, pasningen af græs og engplanter, cykelture, vandring, vinterbadning og lange aktive ferier i campingvogn.
I forsommeren 2020 udgav Karsten Høegh Brønnum den drama-dokumentariske roman 'Om flugt og kunsten at overleve', om sin anden bedstefar, morfaren Kurt Heinig, som var socialdemokratisk medlem af den tyske rigsdag i årene mellem 1. og 2. Verdenskrig. Kurt Heinig var blandt andet medforfatter til Weimarforfatningen og en af de 94 parlamentarikere, som i 1933 stemte nej til Hitlers ønske om at regere ved dekreter. Dagen efter tog han flugten, men måtte efterlade sin sin hustru, to sønner og sin datter (Karstens mor) i Berlin. De var alle jøder efter Karstens mormor, som var født i et jødisk ortodokst miljø i Danzig.
Læs mere om 'Om flugt og kunsten at overleve', hvor den også kan bestilles.
Kontakt:
Karsten Høegh Brønnum
www.broennum.net
|